Forskere fra NorDigHealth bliver profileret i Forskningens Årsrapport

Nyheder • by

Det har været sundhedsteknologiens år. Det slås fast med syvtommersøm i forordet til årets udgave af Forskningens Årsrapport, som Region Sjælland udgiver en gang om året. Og sundhedsteknologi rimer på NorDigHealth i en sådan grad, at de forskellige delprojekter og personerne bag dem indtager en flot og fremtrædende plads i denne udgave.

Her kan læseren blandt andet blive klogere på, hvordan professor Torben Lykke Sørensen og ph.d. – studerende Anders Jürs bruger sundhedsteknologi i form af apps til at blive bedre til at opdage øjensygdommen AMD endnu hurtigere, end man kan i dag – en viden som kan komme til at redde manges syn i fremtiden, da man kan standse sygdommen, når den først er opdaget.

Der er også mulighed for at blive klogere på, hvad lægerne og forskerne gør for at redde akut opererede patienter fra farlige tilbagefald efter en operation. Her kan det også afsløres, at sundhedsteknologi er med i billedet, og præcis hvad og hvordan professor Ismail Gögenur og ph.d.-studerende Johan Clausen gør, det kan man læse mere om i årsrapporten og i dette tv-indslag fra TV2 Øst om netop dette forskningsprojekt.

Vi bliver også klogere på, hvilken rolle Neurologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital spiller i NorDigHealth, for her spænder forskningen vidt – lige fra at undersøge epilepsianfald til at belyse sammenhængen mellem søvn, stress og motion. Bliver man f.eks. mere motiveret til at dyrke motion, hvis man har en skridttæller på? Det videnskabelige svar har vi ikke endnu, men en af forsøgsdeltagerne, Freddy Blak, er ikke i tvivl. Hans historie kan også læses i dette års rapport.

Vi vil hen over sommeren skrive mere om de enkelte projekter, som er en del af NorDigHealth. Disse tekster kommer til at ligge på både hjemmeside og Facebook, så selv hvis man ikke får læst hver en side i Forskningens Årsrapport, er der gode muligheder for at følge med i, hvad regionens dygtige læger og forskere laver.

Go back