Hvor mange kalorier er der i en centimeter agurk?

Nyheder • by

NorDigHealth er hele tiden på udkig efter nye smarte sundhedsteknologier, som kan komme os alle sammen til gode. En af de teknologier, vi har fundet, er et udvidet smartwatch, GoBe-uret. Uret måler angiveligt, hvor mange kalorier man indtager, og hvor mange man forbrænder. Hvis det passer, kan det være rigtig interessant for NorDigHealth og for mange forskellige brugere - for eksempel for alle os, som er lidt for glade for mad eller for ældre, som ikke spiser nok.

Pippi Bjørck læser BA i laboratorieteknologi og er praktikant hos NorDigHealth, og hun står for den indledende test af GoBe-uret.

”Jeg undersøger, hvor præcist og nøjagtigt GoBe-uret måler kalorieindtag og fordeling i fedt, kulhydrater og protein ved at sammenligne med en anden metode. Den anden metode er, at jeg i en uge måler, vejer og skriver ned, hvad jeg spiser, og bruger appen LifeSum, der måler kalorier og makrofordeling, som er fordelingen af kulhydrater, fedt og protein i det, jeg spiser,” fortæller Pippi.

I en periode måtte Pippi altså have køkkenvægten frem og måle alt fra pålægget på madpakken til mængden af grøntsager i gryderetten. Ikke en helt let opgave og ganske tidskrævende. Hvis GoBe-uret viser sig at virke, så er det alt andet lige en lettere måde at registrere kalorier på end den manuelle metode.

GoBe-uret beregner via nogle sensorer kalorieindtaget ved at måle på væske, der bevæger sig ind og ud af kroppens celler. Når vi spiser, dannes der insulin for at vi kan optage glukose fra maden. Når celler optager glukose, bevæger vand sig ud af cellerne.

Ved at sammenligne GoBe-urets resultater med den anden metode finder Pippi ud af, om uret fungerer godt nok til, at projektet vil arbejde videre med det. Og så er der mange andre spørgsmål og overvejelser, før GoBe eventuelt bliver en del af NorDigHealths tilbud til borgere og patienter i forbindelse med studierne.

”Så skal man for eksempel ud og tale med nogle borgere og spørge dem, hvad de synes om ideen. Kunne de forestille sig at gå med uret,” forklarer Pippi.

Pippis test viste, at GoBe-uret havde en usikkerhed på 200 kalorier – en afvigelse på 10-11 pct. – i forhold til LifeSum appens beregning af mængden af kalorier, hun indtog. Der er også en forsinkelse på op til flere timer fra man spiser noget og til uret kan måle forbrændingsprocessen og logge kalorierne. GoBe-uret er bedre til at måle makrofordelingen, som kun afviger med 2-3 pct. – det vil sige, at uret er relativt godt til at skelne mellem, om det er kulhydrater, fedt eller protein brugeren indtager.

Projektet afventer nu den næste version af GoBe-uret, der skal testes på samme måde, som Pippi har testet den nuværende version. Produktionen som så meget andet ramt af corona-situationen. Mens vi afventer en afklaring på den, kan vi afklare agurkespørgsmålet: Én centimeter agurk indeholder én kalorie.

Go back