Næstveds borgmester besøger NorDigHealth på Næstved Sundhedscenter
Nyheder • by Elise Burmeister
Det var en borgmester i form, der kom cyklende hen til Næstved Sundhedscenter fredag d. 14.6.

Her havde hjerneforsker Troels Kjær og forskningskoordinator Maja Lauritzen sat ham i stævne for at introducere ham for forskningen i søvn, stress og motion, som skal finde sted i Næstved og Lübeck. Carsten Rasmussen tog samme steptest, som borgere, der medvirker, også tager, og det gav ham sved på panden.
- Det var hårdere, end jeg forventede. Især til sidst, når intensiteten stiger, sagde han efter at være blevet testet i knap seks minutter. Carsten Rasmussen ser frem til, at Næstved bliver til Tech Town i forbindelse med forskningen i NorDigHealth.
- Det glæder jeg mig til. Det er jo med til at sætte Næstved på sundhedskortet sammen med Lübeck, og vi ved jo, hvor vigtigt det er at dyrke motion og undgå stress, siger Carsten Rasmussen.
TV2 Øst lavede et indslag til 19.30-nyhederne og en artikel om Carsten Rasmussens deltagelse.